Pia Tafdrup er en forfatterinde med et stort og rigt forfatterskab. Som Josefine Klougart deltog Pia Tafdrup også i Ordkraftfestivalen fredag den syvende april, her var der dog for det første tale om en oplæsning fra hendes to nyeste udgivelser, Smagen af stål og Lugten af sne. Den sortklædte Tafdrup indtog scenen med en halv-krøllet page med pandehår, en simpel halskæde og et Ordkraft-armbånd. Selve oplæsningsarrangementet havde ingen positiv indvirkning på mig. Tafdrup havde en nasal oplæsning, der fik mig til at tænke på Jørgen Leth. Oplæsningen gik for stærkt, overgangen fra digt til digt var ikke tydelig nok, og der var ingen tid til at tænke over, hvad man lige havde hørt. Jeg tror, man skulle have læst digtsamlingerne inden oplæsningen, hvis man skulle have haft noget ud af det.
Som danskstuderende på Aalborg Universitet, læses der lyrik, herunder Pia Tafdrups digte. Hendes digte er hovedsageligt centrallyriske digte; meget konkrete ord med et bestemt budskab. Det er ikke den type digte, jeg læser i min fritid, men jeg synes, de er nemme at analysere, og jeg håbede, jeg kunne få et mere personligt bånd til Tafdrups digte efter arrangementet. Skuffet gik jeg fra oplæsningsarrangementet, og jeg var i tvivl om, om jeg skulle tage til den samtale, der var mellem Tafdrup og en ordstyrer senere på dagen. Trods min tvivl, tog jeg alligevel af sted til arrangementet, og her blev jeg positivt overrasket.
Før det første synes jeg, at Pia Tafdrup virkede langt mere menneskelig til selve samtalen, end da hun læste op. Her var fokus skiftet fra hendes digte til hende selv og publikum. Hun virkede som en helt anden person, når hun læste sine digte op, end når hun samtalede. Det var som om, hun tog en maske på og opførte digtene som en anden skuespiller, og derfor følte jeg, at det personlige aspekt, som jeg altid leder efter ved oplæsninger, gik tabt.
"Når man er skrivende, bliver man klogere undervejs" - Pia Tafdrup
Til samtalen blev der taget udgangspunkt i flere af Tafdrups værker. Først blev der snakket om hendes debut fra 1981, Når der går hul på en engel, herefter Krystalskoven fra 1992, så klimaforandringer og Dronningeporten fra 1998 og til sidst hendes nyeste udgivelser Lugten af sne og Smagen af stål.
I forbindelse med samtalen om Tafdrups debut, blev titlen diskuteret. Tafdrup vendte titlen til sit eget liv. Hun fortalte, at hun skrev, da hun var under uddannelse, men at hun aldrig kom helt ind til roden før hun stoppede på universitetet. Hun fortalte, at der måtte gå hul, før hun rigtigt kunne skrive, og at det tager tid at finde sin egen stemme. Samtidig erkendte Tafdrup også, at sår og smerte har gået igennem hele forfatterskabet. Hun sagde, at man som regel skriver, når der er noget, der er svært, hvilket hun synes afspejles i meget af det, hun har skrevet gennem årene.
Omkring Krystalskoven blev der talt om naturen, der er temaet på Ordkraft i 2017. I bogen går skov og træer igen, og her knyttede hun en kommentar til egne oplevelser, så tilskuerne også fik indblik i Tafdrups liv. For Tafdrup fylder naturen meget. Hun fortalte, at hun voksede op på en gård med alle ti fingre i jorden. Hun tænkte på naturen som et slags helle, der også viser hende tidens gang.Omkring Dronningeporten snakkede Tafdrup om sin rejse til et mellemøstligt land, der fik hende til at tænke på vand. Derfor handler Dronningeporten om havet, dråber og andre vandbaserede fænomener.
Pia Tafdrups oplæsning var en af de mere negative oplevelser, jeg havde på Ordkraft. Jeg fik hverken lyst til at læse eller høre hendes værker, og mest af alt havde jeg lyst til at boykotte samtalen mellem ordstyreren og Tafdrup, men jeg er glad for, at jeg tog af sted. Jeg genvandt lysten til at læse hendes værker, og jeg fik et mere personligt bånd til de digte, jeg tidligere har læst af hende, da hendes tankerække omkring mange af hendes digte blev afsløret til samtalen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar